Det offentlige uddannelsessystem i høj grad blev udviklet i forbindelse med industrialiseringen og den intellektuelle kultur, der fulgte med oplysningstiden. Skolen blev organiseret med mange af de kendetegn, vi stadig genkender:

Børn inddeles efter alder.
Der er opdelte fag.
Der er bestemte tidspunkter.
Der ringes ind og ud.
Der er pensum, prøver og standarder.

Det giver god mening, hvis man skal organisere undervisning af meget store grupper af børn. Men er den organisering nødvendigvis den bedste måde at forstå det enkelte menneskes læring på?

I 2010 udgav RSA en animeret version af Sir Ken Robinsons tale Changing Education Paradigms. Med enkle tegninger og Robinsons karakteristiske humor gennemgår filmen nogle af de grundlæggende antagelser, vores moderne skolesystem bygger på.

Hans kritik er ikke, at børn ikke skal lære matematik. Eller at skolen ikke skal stille krav. Det er heller ikke en kritik af lærere, som gør deres bedste inden for de rammer, de har.

Det er en mere grundlæggende kritik:

Hvad nu hvis selve den måde, vi har organiseret uddannelse på, bygger på nogle antagelser om børn og læring, som ikke passer særlig godt til alle børn?

Det spørgsmål er interessant for alle, der beskæftiger sig med uddannelse. Men det er måske særligt interessant for familier, der vælger hjemmeundervisning.

Se RSAs animerede version af Sir Ken Robinsons tale Changing Education Paradigms på youtube.

Akademisk eller ikke-akademisk?

En af Robinsons vigtigste pointer handler om den måde, vi kommer til at opdele mennesker på.

Der findes, siger han, en dybt indlejret forestilling om, at der er akademiske mennesker og ikke-akademiske mennesker. De første er gode til skolen. De andre er ikke.

Det lyder måske uskyldigt, men det kan få store konsekvenser. For hvad sker der med et barn, der er fantastisk til at bygge, danse, tegne, spille musik, fortælle historier, skabe relationer eller finde praktiske løsninger, når alt der bliver målt på er, hvor mange svar man får rigtigt i matematikprøven.

Robinson mener, at vi har brug for et bredere syn på menneskelig kapacitet. Vi skal ikke så hurtigt acceptere forestillingen om, at nogle former for tænkning er intelligente, mens andre er mindre værd.

Hvorfor lærer vi matematik – men ikke dans?

Et af de billeder, mange husker fra Robinsons tale, er hans eksempel med dans.

Han spørger i praksis, hvorfor vi accepterer, at alle børn skal lære matematik, mens ingen skole forventes at undervise alle børn i dans hver dag. Hvad fortæller det om vores syn på menneskelige evner, når nogle former for kunnen automatisk får status som nødvendige, mens andre bliver betragtet som ekstra?

Matematik er vigtigt. Men det er musik også. Kunst, bevægelse, kreativitet og håndværk rummer også værdifulde måder at forstå og udforske verden på. Og nogle gange er det netop barnets helt særlige og intense interesse for ét bestemt område, der bliver den vigtigste vej ind i læringen.

Robinsons pointe er ikke, at matematik skal have mindre plads, men at uddannelsessystemet let kommer til at skabe et hierarki mellem de forskellige former for kunnen. Nogle fag bliver betragtet som kernefag og får en fast og selvfølgelig plads i skemaet, mens andre bliver noget, vi tager os af, hvis der er tid. På den måde kommer skolen ikke bare til at undervise i bestemte fag – den kommer også til at fortælle børnene, hvilke former for kunnen der er mest værdifulde.

Kreativitet kræver mere end ét rigtigt svar

Robinson taler også om divergent thinking – eller divergent tænkning. Det er evnen til at se, at et spørgsmål ikke nødvendigvis kun har ét muligt svar, men at der kan være mange veje, idéer og løsninger, som alle kan være interessante at undersøge. Det er en måde at tænke på, som ligger tæt på kreativ tænkning: ikke kun at spørge “Hvad er det rigtige svar?”, men også “Hvilke andre svar kunne være mulige?”

I sit foredrag fortæller Robinson om undersøgelser, hvor børn bliver testet for netop denne evne til at tænke i mange muligheder. Hans pointe er, at helt små børn ofte er bemærkelsesværdigt gode til det. De kan se muligheder, som voksne måske slet ikke havde overvejet, fordi de endnu ikke har lært, at ting skal gøres på én bestemt måde.

Men hvad sker der med denne evne, efterhånden som børnene bliver ældre?

Robinson peger på uddannelsessystemet som en del af forklaringen. For gennem skolen lærer børn ikke kun fagligt indhold. De lærer også en bestemt måde at være elev på. Der er et rigtigt svar, og der er forkerte svar. Der er en bestemt måde at løse opgaven på, og der er en bestemt måde at vise, at man har løst den. Man skal arbejde selvstændigt, man må ikke kigge hos sidemanden, og man skal kunne dokumentere, at det er ens eget arbejde.

Uden for skolen ville vi måske kalde det samarbejde at finde løsningen sammen. I skolen kan det være snyd.

Det er ikke nødvendigvis den enkelte lærers skyld. Det er snarere et resultat af den kultur og struktur, som uddannelsessystemet er bygget op omkring. Når børn igen og igen bliver mødt af opgaver med ét forventet svar, faste rammer og bestemte måder at gøre tingene på, lærer de samtidig, at nogle muligheder tæller, mens andre ikke gør.

Det er netop her, Robinsons kritik bliver interessant. For hvis uddannelse også handler om at udvikle menneskers evne til at forestille sig noget, der endnu ikke findes, finde nye løsninger og se muligheder, som andre ikke har fået øje på, er det værd at spørge, om et system med meget faste rammer altid er det bedste sted at udvikle netop den evne.

Robinson efterlyser derfor ikke blot en bedre version af det eksisterende skolesystem. Han taler om et paradigmeskifte – et grundlæggende skifte i vores måde at tænke uddannelse på. Spørgsmålet er ikke kun, hvordan vi kan få børn til at lære mere inden for det system, vi allerede har. Det er også, om vi tør spørge, hvad uddannelse egentlig skal give børn mulighed for at blive til.

Og så kommer hjemmeundervisningen ind i billedet

Det interessante ved Robinsons tanker er, at de på mange måder minder om de grunde, familier vælger hjemmeundervisning. Ikke fordi hjemmeundervisning er én bestemt metode – nogle følger lærebøger og faste planer, andre arbejder projektorienteret eller tager udgangspunkt i barnets interesser – men fordi familien får mulighed for selv at vælge, hvordan hverdagen skal se ud.

Og den frihed kan give plads til langt mere end det, der traditionelt belønnes i skolen.

Der kan være tid til matematik og læsning, men også til musik, dans, håndværk, natur, tegning og kreativitet. Barnet kan fordybe sig i noget, det brænder for, uden at det nødvendigvis skal begrundes med, hvilken karakter det kan føre til.

Matematikken behøver ikke at forsvinde, fordi dansen får plads. Dansen behøver heller ikke at være mindre værd, fordi matematik er vigtigt.

Måske er det netop en del af pointen: At uddannelse ikke kun handler om at udvikle de færdigheder, der er lettest at måle, men om at udvikle mennesker med mange forskellige evner, interesser og måder at forstå verden på.

Og i et hjemmeskoleliv er forældrene tæt på den proces. De ser barnet øve sig, kæmpe, opdage noget nyt og pludselig kunne noget, som det ikke kunne før. De ser den bog, barnet endelig kan læse. Matematikken, der begynder at give mening. Sangen, der bliver sunget igen og igen. Og dansetrinnet, som pludselig sidder der.

Forældrene kan være stolte – ikke kun når barnet præsterer fagligt, men når det udvikler sig, finder noget, det elsker, eller opdager: Det her kan jeg faktisk.

Det er måske en anden form for belønning end en karakter, men den kan være mindst lige så betydningsfuld.

Hjemmeundervisning behøver derfor ikke være et spørgsmål om at vælge mellem faglighed og kreativitet, mellem matematik og dans eller mellem viden og nysgerrighed. Det kan være en mulighed for at give plads til det hele.

For barnet skal ikke kun forberedes til at klare sig i skolen. Det skal også forberedes til at være et helt menneske.

Og måske er det netop her, Robinsons tanker bliver relevante: Vi behøver ikke spørge, hvilken af barnets evner der er vigtigst. Vi kan skabe et uddannelsesliv, hvor flere af dem får lov til at vokse.

Reklame: artiklen indeholder affiliate-links til Zenframe

Hjemmeundervisning kan se ud på mange måder. Nogle familier følger et ret fast dagsprogram, mens andre har en langt mere fleksibel hverdag, hvor læringen opstår omkring familiens interesser, projekter, ture, bøger, hverdagsliv og de spørgsmål, børnene stiller undervejs.

Der findes ikke ét rigtigt skema for hjemmeundervisning. Og der er heller ikke et krav om, at hjemmeundervisning skal ligne skole med skemaer og den slags.

Det er netop en af de store friheder ved at hjemmeundervise.

Men friheden kan også give anledning til nogle andre læringsbehov. For når hverdagen ikke er bygget op omkring ringetider, frikvarterer, skemaer, lektier og afleveringsfrister, får børnene ikke automatisk den samme erfaring med at holde styr på tid og aftaler.

Når man har masser af tid

Et hjemmeundervist barn har ikke nødvendigvis brug for at vide, hvad klokken er, fordi en lærer om ti minutter kommer ind ad døren og begynder matematik.

Der er måske heller ingen, der spørger:

Hvornår har du fri?

Hvornår begynder weekenden?

Hvor mange dage er der til ferien?

Hvornår skal du afsted til skolebussen?

I en fleksibel hjemmeskolehverdag kan man have meget lidt brug for at måle tiden på den måde.

Det betyder ikke, at barnet ikke lærer om tid. Tværtimod kan tid sagtens være en del af hverdagen: Man kan bage og følge en opskrift, tage toget, holde øje med solens gang, regne ud hvor lang tid en tur tager eller vente på, at en legekammerat kommer på besøg.

Men der er forskel på at opleve tid og på at kunne organisere sin hverdag efter tid.

Det sidste kommer måske først til at give rigtig mening, når barnet selv begynder at få aftaler, interesser og planer, som skal koordineres.

Man behøver ikke lære klokken, fordi fælles mål siger det

Det er let at komme til at tænke, at børn skal lære klokken, fordi det er noget, børn skal kunne.

Men i en hjemmeskolefamilie kan man i stedet spørge:

Hvornår får mit barn brug for at kunne det?

På samme måde som et barn, der bliver hjemmeundervist, måske ikke lærer at skrive sit eget navn som noget af det første, fordi der ikke hele tiden ligger papirer, der skal afleveres med navn på, kan barnet have færre naturlige anledninger til at bruge kalenderen og uret.

Det er ikke et problem. Det betyder bare, at man kan introducere redskaberne, når de bliver relevante. Man kan starte med at introducere begreberne gennem bøger og opgaver og begynde at implementere overvejelserne i hverdagen. Måske begynder det med:

“Vi skal være hos tandlægen klokken 10. Hvor lang tid har vi?”

Senere kan det blive:

“Du har fodbold tirsdag klokken 16. Hvornår skal vi gå hjemmefra?”

Og på et tidspunkt:

“Du har tre aftaler i denne uge. Hvordan får du dem til at passe sammen?”

Her bliver kalenderen ikke længere et skolefag. Den bliver et redskab til selvstændighed.

Danske 15-årige skoleelever har klaret sig historisk dårligt i Pisa-undersøgelsen i både læsning, matematik og naturfag, og det har fået et væld af journalister og alle partierne i Folketinget op i det røde felt.

Knap 85% af de danske 15-årige deltager i testen – men altså ikke hjemmeunderviste børn. Hjemmeunderviste familier har typisk langt mindre grund til frivilligt at bruge tid på en international test. Det betyder, at selv hvis man inviterede hjemmeunderviste børn til PISA, ville der være risiko for en selektionsbias: De hjemmeunderviste, som faktisk møder op, er måske ikke repræsentative for alle hjemmeunderviste. Derfor inviteres de naturligvis slet ikke.

Hjemmeundervisere skal ikke måles mod den ideelle folkeskole – kun den reelle

Når det er interessant at se på PISA i hjemmeundervisningssammenhæng, så er det fordi at hjemmeundervisningen i hjemmet mv. skal stå mål med den undervisning, som almindeligvis gives i folkeskolen.

Der er bestemt mål for folkeskolen, som beskriver hvad folkeskolen skal leve op til. Målene er en slags beskrivelse af en ideal. Virkeligheden er som bekendt ikke altid ideel. Når man måler hjemmeundervisning op i mod stå mål med kravet i grundloven, så er det den reelle – og ikke den ideelle – folkeskole man sammenligner med. Det betyder at når Pisa-resultaterne er nedadgående, så må de overordnede krav til kvaliteten i hjemmeundervisningen nødvendigvis også være nedadgående.

Det er selvfølgelig ikke anbefalelsesværdigt at følge den laveste barre og forældre har naturligvis stadig stort incitament til at give børnene en god undervisning derhjemme. I forhold til tilsynet vil kravene for at tilsynet skønner at undervisningen står mål med folkeskolens dog trods alt være lempet.

I et tilsyn som ofte er i et ubalanceret magtforhold, kan det give forældrene et lille pusterum.

International sammenligning

PISA kan ikke bruges som test i tilsynet

Hjemmeundervisning er, når forældre vælger at varetage deres børns undervisning selv og fravælger kommunens skoletilbud. Nogle vælger hjemmeundervisning fra begyndelsen i 0. klasse, mens andre skifter til det senere – ofte efter oplevelser i folkeskolen, som de har fundet utilfredsstillende.

Hvordan fungerer et tilsyn med hjemmeundervisning?

Det er kommunalbestyrelsens opgave at føre tilsyn med hjemmeundervisningen. I praksis bliver denne opgave ofte automatisk taget af skoleforvaltningen. Det kan være en skolekonsulent, en distriktskole, eller endda barnets tidligere klasselærer, der står for tilsynet. Dette kan skabe udfordringer, især hvis der har været konflikter mellem forældrene og skolen. For nu er bordet vendt og nu skal skolen vurdere, om forældrene gør et godt nok arbejde. Det kan være svært for selv en professionel at holde en fuldstændig neutral tilgang i denne situation.

Skoleforvaltningen har generelt tendens til at føre tilsyn, som om målet er at genskabe folkeskolen i hjemmet. Det sker ofte, at tilsynspersonen forsøger at sammenligne hjemmeundervisning med folkeskolens struktur og læringsmål. Derudover opfattes tilsynet ofte som en vurdering af barnets liv og trivsel, da skolepersonale er vant til at arbejde med hele barnets udvikling. Tilsynspersonen ønsker måske at være en støttelærer, og skabe en dyb relation til barnet. For mange børn opleves det fremmede menneske i hjemmet dog mere som en ekstern censor. På den måde ender tilsynet mere som en række eksamenslignende situationer over mange gange i løbet af året – nogle gange på børn helt ned i 6-års-alderen. Dette er hverken i barnets læringsmæssige interesse eller på nogen måde understøttet af lovgivningen.

Hjemmeundervisning og friskoleloven

Hjemmeundervisning hører under friskoleloven, ikke folkeskoleloven. Friskoler nyder en del frihed i undervisningsmetoder og målsætninger og har kun et enkelt årligt tilsyn, hvor en certificeret tilsynsførende vurderer undervisningen og forholdene. Hvis en friskole i sidste ende mister sit statsstøttegrundlag, skifter deres tilsynsordning til det samme som tilsynet med hjemmeundervisning: blot en årlig vareprøve i hvert af fagene dansk, matematik, engelsk, historie/samfundsfag og naturvidenskab. Kravene til årsplaner, overværelse af undervisning og syn på regnskaber falder væk, og tilsynet kan i stedet begrænses til en årlig redegørelse fra forældrene for undervisningens faglige indhold.

Kravene til friskolernes tilsyn er givet i friskolelovens kapitel 3 og er nøje beskrevet i punktform i loven. Hvis en friskole mister tilskuddet, så overgår tilsynet til beskrivelsen til kapitel 8 i friskolen, hvor man ved sammenligning kan se at næsten samtlige af punkterne er bortfaldet.

Folke- og friskoler hører under undervisningsministeriet. Hjemmeundervisning derimod hører under indenrigsministeriet, da det er et rent kommunal anliggende. Undervisningsministeriet har ingen instruksbemyndigelse i forhold til tilsyn med hjemmeundervisning.

Skoleforvaltningens udfordring

Skoleforvaltningen kan ofte have svært ved at overdrage ansvaret til forældrene og føler måske, at de fortsat har en vigtig rolle i barnets liv. Resultatet bliver et tilsyn, der er:

• Ofte ulovligt, fordi personalet ikke holder sig inden for de faktiske tilsynskrav
• Dyrt i ressourcer og mandetimer
• Stressende for tilsynsmedarbejderen, som har en uklar rolle
• Ikke i barnets læringsmæssige interesse, da det kan skabe unødigt pres og kontrol

En alternativ løsning: Kulturforvaltningen

I stedet for at involvere skoleforvaltningen kan man overveje, om hjemmeundervisningstilsyn kunne ligge under kommunens kulturforvaltning. Her arbejder medarbejdere på biblioteker, museer og kulturinstitutioner allerede med uddannelse og formidling udenfor en skolestruktur. En sådan ændring kunne skabe et mere fleksibelt og samarbejdsorienteret tilsyn, hvor:

• Tilsynet udføres inden for lovens rammer og fokuserer på det faglige indhold
• Der bruges færre timer og ressourcer
• Medarbejderen får en givende opgave
• Børn og forældre får lettere adgang til lokale kulturtilbud, som de kan bruge aktivt i deres undervisning

Denne model kunne skabe en meningsfuld forbindelse mellem hjemmeundervisning og kommunens kulturtilbud, hvilket ville være til gavn for både elever, forældre og kommunen. Det ville skabe en mere positiv oplevelse og give plads til, at hjemmeundervisning kan udfolde sig på sine egne præmisser, men stadig i samarbejde med det lokale samfund.

Du kan finde en guide til et godt tilsyn på Rådet for Hjemmeundervisnings side, som kan bruges af kommunens nye tilsynsførender.

Hjemmeundervisning er en undervisningsform, hvor forældre eller værger vælger at undervise deres børn derhjemme. Det betyder at børnene ikke går i en traditionel skole. Denne form for undervisning bliver stadig mere populær, da den giver familier fleksibilitet. I hjemmet er der nemlig mulighed for at tilpasse undervisningen efter barnets individuelle behov, interesser og læringsstil.

Hjemmeundervisning kan være en berigende oplevelse for mange familier. Det er dog også vigtigt at overveje nogle af de udfordringer, der kan opstå. Hjemmeundervisning kræver en stor investering af tid og energi fra forældrene. De skal være både undervisere og planlæggere.

Online undervisning til hjemmeundervisning

Nogle kan derfor drage fordel ved at hyre undervisningshjælp udefra. Der findes mange virksomheder, der tilbyder online undervisning og lektiehjælp.

Det kan være rart for det underviste barn at opleve at få forklaret emnerne fra andre end dig ved hjælp af online undervisning til hjemmeundervisning. Det kan også være rart for dig at lette arbejdsbyrden uden at du skal give afkald på kontrollen og ansvaret for undervisningen.

I forhold til lovgivningen og det kommunale tilsyn er der intet til hinder for at bruge ekstern hjælp i hele eller dele af undervisningen. Det er den, der står for undervisningen, som skal afgive prøverne til tilsynet. Selvom andre udfører undervisningen, så er du som hjemmeunderviser stadig tovholderen. Sådan er det jo også, når I modtager en slags undervisning til oplæg ved museer og på biblioteker. Du kan læse meget mere om tilsynet i bogen Tilsyn & Jordbærkager.

Hjemmeundervisning er en spændende mulighed. Der kan skabes et tættere bånd mellem forældre og børn. Samtidig giver det mulighed for en unik og skræddersyet læringsoplevelse. En læringsoplevelse som altså også kan indeholde online undervisning til hjemmeundervisning.