Hvad med det sociale? Det er næsten altid det første spørgsmål, når man fortæller, at ens børn bliver hjemmeundervist. Men hvad nu, hvis vi i stedet skulle spørge, hvordan det egentlig er at være barn i et fællesskab, hvor der bliver stadig mindre plads til at tage individuelle hensyn?

Når man hjemmeunderviser sine børn, går der sjældent lang tid, før spørgsmålet melder sig: Hvad med det sociale? Får de overhovedet nogle venner? Lærer de at begå sig blandt andre børn? Og hvad med alt det, de går glip af ved ikke at være en del af en skoleklasse?

Det er relevante spørgsmål. Venskaber er vigtige, og børn har brug for fællesskaber, hvor de kan udvikle sig sammen med andre. Men vi overser noget væsentligt, når vi så konsekvent bekymrer os om det sociale liv hos de hjemmeunderviste børn.

For hvad med de børn, der går i skole hver dag? Hvad med dem, der sidder i klasselokalet og ser deres kammerater knække under presset? Hvad med dem, der oplever, at der ikke er plads til at tage hensyn til hinanden, fordi skolehverdagen ikke hænge sammen? Ofte starter spørgsmålene om hjemmeundervisning jo netop fordi man ikke kan være i det sociale fællesskab, man allerede har i folkeskolen.

Hensyn bliver kaldt særaftaler

Magasinet Folkeskolen har i en artikel om en undersøgelse beskrevet, hvordan lærere oplever at drukne i særaftaler med eleverne. Det handler blandt andet om de mange individuelle hensyn, der skal tages i en skolehverdag, hvor børn har forskellige behov.

Det er selvfølgelig ikke svært at forstå, at det kan være en stor opgave for lærerne at få hverdagen til at hænge sammen i den folkeskole, vi har i dag. Der skal planlægges, koordineres og findes løsninger for få midler, og det kan være vanskeligt at få det hele til at gå op.

Men det, der i en undersøgelse kan beskrives som en belastning for lærerne, også er udtryk for noget helt grundlæggende menneskeligt: Vi har forskellige behov, og vi har brug for at tage hensyn til hinanden.

En særaftale kan være, at et barn får lov til at gå tidligere hjem, at en anden må sidde et andet sted, eller at en tredje får mulighed for at gøre tingene på en anden måde. Det kan være nødvendigt for, at barnet overhovedet kan være en del af fællesskabet.

Men prøv at betragte det fra barnets perspektiv. Forestil dig, at du går i skole med en god ven, som har det svært. Hvad gør det ved dig at være bam i et fællesskab, hvor du kan se, at nogen har brug for hjælp, men hvor der tilsyneladende ikke er plads til at give den?

Venskabets fundament

Når vi taler om børns sociale liv, kommer vi ofte til at måle det i antallet af venner, legeaftaler og sociale aktiviteter. Men er det virkelig det, der gør et venskab værdifuldt?

Den græske filosof Aristoteles beskæftigede sig indgående med venskab i sit værk Den Nikomacheiske Etik. Han beskrev tre former for venskab: Venskab baseret på nytte, venskab baseret på fornøjelse og det, han betragtede som det fuldkomne venskab, der bygger på gensidig værdsættelse af hinandens karakter.

De to første former er ikke nødvendigvis overfladiske eller dårlige. Vi kan have gode venner, fordi vi har glæde af hinandens selskab, eller fordi vi hjælper hinanden med noget. Men det dybere venskab opstår, når vi holder af et andet menneske for den, det er, og ønsker det bedste for vedkommende.

Det er en interessant tanke at tage med ind i debatten om børns sociale liv.

For hvis vi tager begrebet venskab alvorligt, er det ikke nok, at børn opholder sig i samme lokale, leger sammen i frikvarteret eller deltager i de samme aktiviteter. Det er heller ikke nok, at de har mulighed for at møde mange andre børn.

Et venskab kræver tid, tillid og gensidighed. Det kræver, at vi lærer hinanden at kende, også når vi ikke lige er enige, eller når den ene har brug for noget andet end den anden.

Og ikke mindst – det kræver, at vi indimellem er villige til at tilsidesætte vores egne behov for at hjælpe en, vi holder af. Det kræver hensyn.

Hensyn betragtes som en belastning i folkeskolen

Selvfølgelig er der grænser for, hvor mange individuelle aftaler en lærer kan håndtere. Og selvfølgelig er det ikke rimeligt at forvente, at lærerne alene skal løse alle de udfordringer, der opstår, når børn har forskellige behov.

Men måske er det værd at overveje, om problemet også handler om de rammer, vi har valgt at sætte for børnenes hverdag.

Hvis vi organiserer børns liv på en måde, hvor alle helst skal følge den samme rytme, deltage i de samme aktiviteter og nå de samme mål på samme tid, bliver det naturligvis svært at give plads til forskelligheder. Og hvis vi samtidig forventer, at børnene skal udvikle stærke venskaber, lære empati og blive gode til at tage hensyn til hinanden, er der måske en modsætning, der ikke kan lade sig gøre.

For venskab handler netop om at kunne rumme, at andre mennesker ikke altid passer ind i vores egne planer.

Måske er det derfor, vi skal være mere opmærksomme på, hvad vi egentlig lærer børnene om fællesskab. Ikke kun gennem undervisningen, men gennem de rammer, vi giver dem at være sammen i.

Det sociale er årsagen til – ikke ulempen ved – hjemmeundervisning

Når mange forældre vælger hjemmeundervisning til, så er det ofte på baggrund af at deres barn ikke har det godt i det sociale fællesskab, folkeskolen tilbyder. Når forældrene oplever at barnet mistrives i klassen, tager de barnet ud – og årsagen er det dårlige sociale miljø, hvor hensynet til netop deres barn betragtes som en belastning.

Hjemmeundervisning er ikke en garanti for gode venskaber. Men det kan give nogle rammer, hvor relationerne får lov til at fylde mere, og hvor hverdagen i højere grad kan tilpasses de mennesker, der skal leve i den.

Hvis du overvejer at hjemmeundervise dit barn, så kan du finde nye fællesskaber gennem Danmarks rige foreningslivet generelt. Du kan også melde dig ind i foreninger særligt for hjemmeundervisere. Der findes også facebookgrupper, hvor hjemmeundervisere arrangerer events sammen.