Vælg en side

Hjemmeskole kan uddanne – men også udvikle hele mennesket

Hjemmeundervisning kan være mere end faglig læring. Læs om, hvordan barnet kan få plads til kreativitet, nysgerrighed og udvikling af hele mennesket.

Det offentlige uddannelsessystem i høj grad blev udviklet i forbindelse med industrialiseringen og den intellektuelle kultur, der fulgte med oplysningstiden. Skolen blev organiseret med mange af de kendetegn, vi stadig genkender:

Børn inddeles efter alder.
Der er opdelte fag.
Der er bestemte tidspunkter.
Der ringes ind og ud.
Der er pensum, prøver og standarder.

Det giver god mening, hvis man skal organisere undervisning af meget store grupper af børn. Men er den organisering nødvendigvis den bedste måde at forstå det enkelte menneskes læring på?

I 2010 udgav RSA en animeret version af Sir Ken Robinsons tale Changing Education Paradigms. Med enkle tegninger og Robinsons karakteristiske humor gennemgår filmen nogle af de grundlæggende antagelser, vores moderne skolesystem bygger på.

Hans kritik er ikke, at børn ikke skal lære matematik. Eller at skolen ikke skal stille krav. Det er heller ikke en kritik af lærere, som gør deres bedste inden for de rammer, de har.

Det er en mere grundlæggende kritik:

Hvad nu hvis selve den måde, vi har organiseret uddannelse på, bygger på nogle antagelser om børn og læring, som ikke passer særlig godt til alle børn?

Det spørgsmål er interessant for alle, der beskæftiger sig med uddannelse. Men det er måske særligt interessant for familier, der vælger hjemmeundervisning.

https://youtu.be/zDZFcDGpL4U?si=J3uq4K90cW6cbSlJ

Se RSAs animerede version af Sir Ken Robinsons tale Changing Education Paradigms på youtube.

Akademisk eller ikke-akademisk?

En af Robinsons vigtigste pointer handler om den måde, vi kommer til at opdele mennesker på.

Der findes, siger han, en dybt indlejret forestilling om, at der er akademiske mennesker og ikke-akademiske mennesker. De første er gode til skolen. De andre er ikke.

Det lyder måske uskyldigt, men det kan få store konsekvenser. For hvad sker der med et barn, der er fantastisk til at bygge, danse, tegne, spille musik, fortælle historier, skabe relationer eller finde praktiske løsninger, når alt der bliver målt på er, hvor mange svar man får rigtigt i matematikprøven.

Robinson mener, at vi har brug for et bredere syn på menneskelig kapacitet. Vi skal ikke så hurtigt acceptere forestillingen om, at nogle former for tænkning er intelligente, mens andre er mindre værd.

Hvorfor lærer vi matematik – men ikke dans?

Et af de billeder, mange husker fra Robinsons tale, er hans eksempel med dans.

Han spørger i praksis, hvorfor vi accepterer, at alle børn skal lære matematik, mens ingen skole forventes at undervise alle børn i dans hver dag. Hvad fortæller det om vores syn på menneskelige evner, når nogle former for kunnen automatisk får status som nødvendige, mens andre bliver betragtet som ekstra?

Matematik er vigtigt. Men det er musik også. Kunst, bevægelse, kreativitet og håndværk rummer også værdifulde måder at forstå og udforske verden på. Og nogle gange er det netop barnets helt særlige og intense interesse for ét bestemt område, der bliver den vigtigste vej ind i læringen.

Robinsons pointe er ikke, at matematik skal have mindre plads, men at uddannelsessystemet let kommer til at skabe et hierarki mellem de forskellige former for kunnen. Nogle fag bliver betragtet som kernefag og får en fast og selvfølgelig plads i skemaet, mens andre bliver noget, vi tager os af, hvis der er tid. På den måde kommer skolen ikke bare til at undervise i bestemte fag – den kommer også til at fortælle børnene, hvilke former for kunnen der er mest værdifulde.

Kreativitet kræver mere end ét rigtigt svar

Robinson taler også om divergent thinking – eller divergent tænkning. Det er evnen til at se, at et spørgsmål ikke nødvendigvis kun har ét muligt svar, men at der kan være mange veje, idéer og løsninger, som alle kan være interessante at undersøge. Det er en måde at tænke på, som ligger tæt på kreativ tænkning: ikke kun at spørge “Hvad er det rigtige svar?”, men også “Hvilke andre svar kunne være mulige?”

I sit foredrag fortæller Robinson om undersøgelser, hvor børn bliver testet for netop denne evne til at tænke i mange muligheder. Hans pointe er, at helt små børn ofte er bemærkelsesværdigt gode til det. De kan se muligheder, som voksne måske slet ikke havde overvejet, fordi de endnu ikke har lært, at ting skal gøres på én bestemt måde.

Men hvad sker der med denne evne, efterhånden som børnene bliver ældre?

Robinson peger på uddannelsessystemet som en del af forklaringen. For gennem skolen lærer børn ikke kun fagligt indhold. De lærer også en bestemt måde at være elev på. Der er et rigtigt svar, og der er forkerte svar. Der er en bestemt måde at løse opgaven på, og der er en bestemt måde at vise, at man har løst den. Man skal arbejde selvstændigt, man må ikke kigge hos sidemanden, og man skal kunne dokumentere, at det er ens eget arbejde.

Uden for skolen ville vi måske kalde det samarbejde at finde løsningen sammen. I skolen kan det være snyd.

Det er ikke nødvendigvis den enkelte lærers skyld. Det er snarere et resultat af den kultur og struktur, som uddannelsessystemet er bygget op omkring. Når børn igen og igen bliver mødt af opgaver med ét forventet svar, faste rammer og bestemte måder at gøre tingene på, lærer de samtidig, at nogle muligheder tæller, mens andre ikke gør.

Det er netop her, Robinsons kritik bliver interessant. For hvis uddannelse også handler om at udvikle menneskers evne til at forestille sig noget, der endnu ikke findes, finde nye løsninger og se muligheder, som andre ikke har fået øje på, er det værd at spørge, om et system med meget faste rammer altid er det bedste sted at udvikle netop den evne.

Robinson efterlyser derfor ikke blot en bedre version af det eksisterende skolesystem. Han taler om et paradigmeskifte – et grundlæggende skifte i vores måde at tænke uddannelse på. Spørgsmålet er ikke kun, hvordan vi kan få børn til at lære mere inden for det system, vi allerede har. Det er også, om vi tør spørge, hvad uddannelse egentlig skal give børn mulighed for at blive til.

 

Leg med maling

Reklame: Malerier – den kunstart kan føles lidt ude af rækkevidde. Man starter ofte med et scary blankt lærred, 3 grundfarver akrylmaling og en pensel. Op ad bakke.

Davincified (affiliatelink) sendte en virkelig fin startpakke og bad mig prøve den. Man får et motiv at gå ud fra, så man ikke starter helt fra nul. Man kan male pænt inden for stregerne, øve sig i farver og penselstrøg – eller gå fuldstændig bananas og male en lilla enhjørningen, hvis man vil.

Akrylmaling er noget helt andet end tusser og vandfarver: Hvor meget maling skal der på penslen? Hvor tyk skal den være? Hvordan blander man farverne? (Og hvorfor er den pensel pludselig helt stiv?) Davincified giver en meget overskuelig måde at komme i gang på.

Min yngste og jeg er ret vilde med konceptet. Kan varmt anbefales. Sender måske et billede af en enhjørning en dag.

Mvh. Coco

Og så kommer hjemmeundervisningen ind i billedet

Det interessante ved Robinsons tanker er, at de på mange måder minder om de grunde, familier vælger hjemmeundervisning. Ikke fordi hjemmeundervisning er én bestemt metode – nogle følger lærebøger og faste planer, andre arbejder projektorienteret eller tager udgangspunkt i barnets interesser – men fordi familien får mulighed for selv at vælge, hvordan hverdagen skal se ud.

Og den frihed kan give plads til langt mere end det, der traditionelt belønnes i skolen.

Der kan være tid til matematik og læsning, men også til musik, dans, håndværk, natur, tegning og kreativitet. Barnet kan fordybe sig i noget, det brænder for, uden at det nødvendigvis skal begrundes med, hvilken karakter det kan føre til.

Matematikken behøver ikke at forsvinde, fordi dansen får plads. Dansen behøver heller ikke at være mindre værd, fordi matematik er vigtigt.

Måske er det netop en del af pointen: At uddannelse ikke kun handler om at udvikle de færdigheder, der er lettest at måle, men om at udvikle mennesker med mange forskellige evner, interesser og måder at forstå verden på.

Og i et hjemmeskoleliv er forældrene tæt på den proces. De ser barnet øve sig, kæmpe, opdage noget nyt og pludselig kunne noget, som det ikke kunne før. De ser den bog, barnet endelig kan læse. Matematikken, der begynder at give mening. Sangen, der bliver sunget igen og igen. Og dansetrinnet, som pludselig sidder der.

Forældrene kan være stolte – ikke kun når barnet præsterer fagligt, men når det udvikler sig, finder noget, det elsker, eller opdager: Det her kan jeg faktisk.

Det er måske en anden form for belønning end en karakter, men den kan være mindst lige så betydningsfuld.

Hjemmeundervisning behøver derfor ikke være et spørgsmål om at vælge mellem faglighed og kreativitet, mellem matematik og dans eller mellem viden og nysgerrighed. Det kan være en mulighed for at give plads til det hele.

For barnet skal ikke kun forberedes til at klare sig i skolen. Det skal også forberedes til at være et helt menneske.

Og måske er det netop her, Robinsons tanker bliver relevante: Vi behøver ikke spørge, hvilken af barnets evner der er vigtigst. Vi kan skabe et uddannelsesliv, hvor flere af dem får lov til at vokse.

Den Er Hjemme – En guide til hjemmeundervisning

Drømmer du om at tage dit barns læring i egne hænder? Den Er Hjemme er den ultimative guide til dig, der overvejer hjemmeundervisning, men ikke ved, hvor du skal starte.

Bogen giver dig:
✅ En guide til at komme i gang
✅ Overblik over lovgivning og tilsyn
✅ Inspiration til undervisningsmetoder og materialer
✅ Erfaringer fra andre hjemmeundervisere

Uanset om du allerede har besluttet dig eller blot er nysgerrig, giver Den Er Hjemme dig tryghed og konkrete værktøjer til at skabe en meningsfuld undervisning derhjemme.

15 på lager

Hvad med det sociale? Lidt om hjemmeundervisning og venskab

Hvad med det sociale? Lidt om hjemmeundervisning og venskab

Hvad med det sociale? Det er næsten altid det første spørgsmål, når man fortæller, at ens børn bliver hjemmeundervist. Men hvad nu, hvis vi i stedet skulle spørge, hvordan det egentlig er at være barn i et fællesskab, hvor der bliver stadig mindre plads til at tage...

Struktur i hjemmeskolelivet: Hvad stiller man op med al den fritid

Struktur i hjemmeskolelivet: Hvad stiller man op med al den fritid

Reklame: artiklen indeholder affiliate-links til Zenframe Hjemmeundervisning kan se ud på mange måder. Nogle familier følger et ret fast dagsprogram, mens andre har en langt mere fleksibel hverdag, hvor læringen opstår omkring familiens interesser, projekter, ture,...